Sådan beskrives de akkumulerede udfordringer, som hospitalitybranchen har måtte udstå de seneste 2,5 år. Og det er desværre slet, slet ikke slut endnu. (Sirvoy, 2021)

Den virkelig gode nyhed er, at der er et hav af knapper, vi kan skrue på for at vende skuden!

I Hospitality Akademiet har vi tilsammen arbejdet i branchen i mere end 50 år, og vi kan ikke forestille os, at det på noget tidspunkt vil ændre sig. Vi er med på, at det trækker ned, at lønnen ligger i den lave ende, at arbejdstiderne kan være ubekvemme og bla bla bla, men for os vil det altid opvejes af den arbejdsglæde, vi oplever og de mennesker, vi møder.

De unge generationer efterspørger mere i løn og mere fleksibilitet i arbejdet. Men der er ikke råd til massive lønstigninger (som ville være en glidebane lige ned i afgrunden), og det er ikke nemt at arbejde hjemmefra i vores branche. Derfor må vi ryste posen og tænke i nye baner. Følg med i vores research og få indsigter og værktøjer til at tiltrække, udvikle og fastholde medarbejdere i hotel, konference og restaurant. Nothing more – nothing less.

Efter en flot fremgang i 2018 og 2019 blev branchen som med et trylleslag hermetisk lukket. Faren er nu endelig drevet over, og der er fuld tryk på igen. Marts 2022 overgik marts 2019 i antal hotelovernatninger. 1,21 mio. hotelovernatninger blev det til. En stigning på 5% fra marts 2019 – altså før stormen ramte branchen. I maj 2022 var der 133.000 ansatte i den danske hospitalitybranche. Det er en fremgang på flere end 5.000 ansatte sammenlignet med juli 2019, og det er 10.700 flere end i maj 2019. (HORESTA, 2022)

2020 og 2021 har selvsagt kostet på bundlinjen i branchen hele verden over og nu, hvor branchen har mere travlt end nogensinde (HORESTA, 2022), er det ikke til at finde kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er antallet af hotelværelser i Danmark steget fra 30.000 stk. i år 2000 til et estimeret 60.000 stk. i 2024. (HORESTA, 2022) En fordobling på bare 24 år. Det er gode nyheder, når man som vi har et hjerte, der banker for branchen, men det ser anderledes sort ud, hvis manglen på arbejdskraft betyder, at gæsterne ikke kan få den oplevelse, de havde ønsket.

Hoteller, konferencesteder og restauranter har efter Corona-krisen skulle ansætte mange nye medarbejdere. I 4. kvartal af 2021 var hele 15,1% af arbejdsstyrken i branchen nyansatte. Samtidig er ledigheden i Danmark på sit laveste i mange år, og i april 2022 var den helt nede på 2,4% af arbejdsstyrken, hvilket er det laveste niveau siden juni 2008. (Danmarks Statistik, 2022)

Hvordan kan vi gøre branchen så attraktiv, at de yngre generationer vil stræbe efter at blive en del af den?

Hvordan kan vi skabe mere faglig og personlig udvikling – og karrieremuligheder, som ikke findes nogen andre steder?

Hvordan kan vi sikre højere loyalitet og stærkere tilhørsforhold hos medarbejderne?

Branchen er eminent til at sætte gæsterne i rampelyset. Men hvordan sørger vi for, at der også kommer spot på medarbejderne?

Eller med andre ord – som det blev sagt af en paneldeltager på HORESTAs Årsdag 2021:

”Hvordan kan vi gøre branchen mere sexet?”.

(OK, det klinger næsten #metoo-agtigt, men du ved godt, hvad både paneldeltageren og vi IKKE mener!)

Formålet med vores research er derfor at undersøge de parametre, som længe har været brugt til at tiltrække, udvikle og fastholde medarbejdere i andre brancher, men som først i de senere år så småt er begyndt at blive en del af vores – nemlig struktureret onboarding og medarbejderudvikling.

Kan dét tænkes, at blive den gamechanger som gør, at medarbejderne vælger branchen til med fornyet begejstring og ikke mindst, at deres oplevelse bliver som at bo på gode, gamle Hotel California 😉